Formandens beretning til PiRK’s generalforsamling

mandag den 31. august 2020.

Velkommen til en noget forsinket afholdelse af personaleforeningens generalforsamling.

Ifølge foreningens vedtægter skal generalforsamlingen finde sted i marts måned. Oprindelig havde vi også indkaldt til generalforsamling den 20. marts, men da Statsministeren på et pressemøde den 12. marts meddelte, at Danmark ville blive lukket ned fra den 16. marts grundet risiko for smitte af corona, ja, så havde vi ikke andet valg, end at udskyde generalforsamlingen til det igen var muligt at samles. 

Det er det heldigvis nu, naturligvis under forudsætning for, at vi fortsat følger de retningslinjer som myndighederne anbefaler, ved at holde afstand og vise hensyn til vores medmennesker.

Efter valget på sidste års generalforsamling, der blev afholdt den 22. marts, fortsatte bestyrelsen uændret, og ser derfor således ud:

  • Formand:                            Rikke Aller
  • Næstformand:                    Tonny Rasmussen
  • Kasserer:                            Birgit Melander Andersen
  • Sekretær:                            Jette Aagaard Larsen
  • Medlem:                             Dorthe Rudolph
  • Medlem:                             Brian Jørgensen
  • Medlem:                             Christian Bundgaard
  • 1. Suppleant:                       Kim Glumsøe
  • 2. Suppleant:                       Ulla Balmer

I løbet af året har bestyrelsen afholdt 8 møder, hvor alle har været beslutningsdygtige. Alle møder har været varslet, og der er ført referat ved alle møderne.

Der har været planlagt og afholdt mange spændende arrangementer i 2019, og langt de fleste af arrangementerne har der været rigtig god tilslutning til, mange af dem endda helt udsolgt.

2019 blev skudt godt i gang.

Fredag den 25. januar var 55 glade PIRK medlemmer til vinsmagning og tapas. En veloplagt Gitte fra Es Amor bragte os godt igennem mange smagninger af både cava, vine og dejlig veltillavet tapas, alt sammen serveret ved bordene. Humøret var højt og der var som sædvanligt en dejlig stemning hos alle medlemmerne.

Der blev afholdt fastelavnsfest for personaleforeningens medlemmer fredag d. 22. februar.

Vi mødtes kl. 17.00 på Rødovregård, hvor vi efter en velkomstdrink slog katten af tønden.

Efter en veloverstået tøndeslagning fik vi lækker mad leveret af Skovly. Herefter var der musikquiz, hygge og dans til kl. 01.00. Alle var festligt udklædt, og der var en rigtig god stemning.

Fredag d. 20. marts blev der afholdt generalforsamling for foreningens medlemmer i Kostalden på Rødovregård. Der var et flot fremmøde og en god stemning. Efter den formelle del af arrangementet, fik vi traditionen tro stegt flæsk med persillesovs. 39 medlemmer deltog i dette arrangement.

Fredag den 26. april inviterede personaleforeningen sine medlemmer på byvandring. 23 medlemmer mødte op i strålende solskin og til en Allan Mylius Thomsen i topform. Vi blev ledt igennem de københavnske parker, der i tidligere tider var en del af det nu hedengangne københavnske voldanlæg. Vi fik dejlige, malende beskrivelse af statuer, begivenheder og historiens vingesus i en tone som kun Hr. Mylius kan præstere. Aftenen sluttede af med lækker stegt flæsk ad libitum og dertil kold svalende øl. For som Allan kunne fortælle går store dele af Carlsbergs overskud til fonde, der sikre kunst, sport og andre kulturtiltag – og det vil Pirk jo hjertens gerne støtte op om 😄

Onsdag den 29. maj blev der holdt musikquiz for personaleforeningens medlemmer. Ikke mindre end 26 hold, svarende til 156 deltagere, var samlet til quiz i Kulturhuset Viften. Inden vi gik i gang med at quizze fik vi noget lækkert mad, der var leveret fra Skovly. Efter quizzen spillede quizzværterne Niels og Hasse op til dans i foyeren, frem til kl. 01.30 hvor bestyrelsen sagde tak for i aften.

Solen skinnede, drikkevarerne var lagt på køl, og der var gjort klar til den store femkamp i haven på Rødovregård, da personaleforeningen fredag den 21. juni kunne invitere til sommerfest. Vi startede eftermiddagen med en velkomstdrink og lidt frugt, hvorefter vi gjorde klar til at lege. Vi dystede som hold i en femkamp bestående af kongespil, ringspil, kroket, gigant yatzy og sandsæk.

Herefter blev der tændt op i grillen, hvor der blev grillet mobbedrenge af pølser og gigant bøffer fra slagteren i Irma. Som tilbehør blev der serveret salat, kartoffelsalat og flute. Efter maden blev der serveret kaffe og avec, og der blev delt præmie ud til vinderholdet af femkampen. Vejret artede sig fra sin helt rigtige side, der var en rigtig god stemning, og det virkede til at deltagerne virkelig hyggede sig.

Ikke mindre end 18 løbehold og 12 gå-hold var tilmeldt DHL-stafetten i Fælledparken der fandt sted onsdag den 28. august. Omkring 160 deltagere og heppere var i alt samlet omkring arrangementet. Vejret viste sig fra sin bedste side – tørt og høj sol – humøret var højt, og der var en rigtig god stemning. Efter sidste løber var kommet i mål, sluttede vi aftenen af med en lækker buffet, leveret fra Bing & Nørgaard.

Fredag den 20. september var personaleforeningen til chokopladefestival hos Peter Beier på Ørsholt Gods. Vi mødtes på Rødovre Rådhus, hvor vi i bus kørte samlet til Gurre. Vi blev modtaget af Peter Beier, der viste os til rette i undervisningslokalet, hvorefter vi blev budt på et dejlig glas champagne. I undervisningslokalet fik vi et foredrag om Beiers chokolade, imens vi smagte på ikke mindre end 15 stykker chokolade. Efter foredraget fik vi en rundvisning i kakaoplantagen, chokoladeproduktionen og i Beiers økologiske frugtplantage. Efter rundvisningen fik vi en lækker buffet med råvarer fra Ørsholt økologiske landbrug. Efter middagen blev vi hentet af Schmidts Turisttrafik der sørgede for at vi kom sikkert hjem til Rødovre. Det var en meget oplevelsesrig og spændende tur, som 35 medlemmer deltog i.

Fredag den 18. oktober blev der afholdt champagnesmagning for foreningens medlemmer. Borgstrøm Vine introducerede os for forskellige champagner under temaet “Bobler fra hele verden”. Vi smagte 6 forskellige slags og sluttede naturligvis af med manér, hvor der blev serveret et lækkert stykke kransekage til. Inden smagningen fik vi en lækkert tapas buffet, leveret fra Skovly. 30 personer deltog i arrangementet.

Søndag den 24. november blev der afholdt juletræsfest for foreningens medlemmer og deres familier. Arrangementet foregik i festsalen på Plejehjemmet Ørbygård, hvor ikke mindre end 158 glade og forventningsfulde børn og voksne var samlet i den flot pyntede sal. Julemanden og nissen hyggede om børnene. Der blev danset om juletræ og lavet ballondyr. Der blev taget billeder af børnene sammen med julemanden, og der blev delt slikposer og gaver ud til børnene, imens de voksne hyggede sig med blandt andet glögg og æbleskiver. Og så blev det atter jul.

Jeg vil gerne takke jer medlemmer for den store opbakning og tilslutning, vi i bestyrelsen får til vores arrangementer. Vi forsøger at lave så mange forskelligartede arrangementer som muligt, I håb om at ramme noget for enhver smag. Men I er som medlemmer naturligvis også mere end velkomne til at kontakte en af os fra bestyrelsen, såfremt I har et forslag til et kommende arrangement. Det vil vi kun blive glade for.

Vi har fået mange nye medlemmer i den senere tid, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Typisk er det ved afholdelse af arrangementer, at vores kolleger melder sig ind i foreningen. Der har været noget bevægelse i medlemstallet. Nogen er faldet fra, men flere nye er kommet til. Det betyder, at vi i dag er 609 medlemmer. Det er flot, men som altid vil vi naturligvis stadig opfordre jer til, at anbefale nye medarbejdere at melde sig ind i foreningen. Pjece om foreningen kan hentes på foreningens hjemmeside www.pirk.dk eller ved at kontakte en fra bestyrelsen.

Vi har tidligere sendt en oversigt ud til jer over de kommende arrangementer for 2020, men meget er sket siden da, så for god orden skyld, vil jeg lige ridse dem op her.

  • 24. januar                            Øllets Historie v/Allan Mylius Thomsen – 65 deltog i dette arrangement
  • 21. februar                          Fastelavnsfest – arrangementet blev aflyst grundet for få tilmeldinger
  • 20. marts                             Generalforsamling – den blev grundet covid-19 udskudt til i dag
  • 1. april                                Foredrag om La Glace – den er blevet udskudt til den 2. september grundet covid-19. Her deltager 47 medlemmer
  • 23. april                              Vild med Dans the Musical – den blev aflyst grundet covid-19
  • 20. maj                                Musikquiz – den er blevet udskudt til den 13. november grundet covid-19
  • 19. juni                                Sommerfest – den blev aflyst grundet covid-19
  • 26. august                           DHL stafet i Fælledparken – i samarbejde med RKS – den blev aflyst grundet covid-19
  • 25. september                    Byvandring med Gadens Stemmer. Den fastholdes og invitation til arrangementet er netop sendt ud    
  • 28. oktober                        Lakrids Tour Bülow
  • 29. november                     Juletræsfest

Og som jeg nævnte tidligere, forsøger vi os med så mange forskelligartede arrangementer som muligt, i håb om at ramme noget for enhver smag. I år er vores helt store sats Lakrids Tour Bülow der finder sted i oktober. Et sats fordi det er et noget dyrere arrangement, end I tidligere har oplevet.  Dog ikke nær så dyrt som chokoladefestivallen hos Peter Beier sidste år. Jeg har ikke helt regnet på det endnu, men den faktiske pris for arrangementet løber op på omkring 600 kr. pr. person, så I skal nok forvente en deltagerpris på omkring 350 – 400 kr. pr. person. Det er mange penge, men til gengæld kan vi også godt love jer, at I får noget ud over det sædvanlige, og I får i hvert fald en ordentlig en på opleveren.

Det var de planlagte arrangementer. Ud over dem vil der, som vanligt, også løbende komme tilbud fra vores samarbejdspartnere – Viften, DR Koncerthuset, DaNordic Trading m.fl. Invitationer vil blive sendt til jer på mail cirka en måneds tid før de forskellige arrangementers afholdelse, ligesom I naturligvis også vil kunne læse om både de faste arrangementer og de løbende tilbud på foreningens hjemmeside www.pirk.dk og på foreningens facebookgruppe PiRK.

Tak til jer allesammen for godt og hyggeligt samvær. Og en ekstra tak til jer der altid stiller op med en hjælpende hånd ved arrangementerne. Det er vi i bestyrelsen meget glade for. Endelig en tak til bestyrelsen for jeres store engagement. I yder en fantastisk indsats for foreningens virke, hvilket jeg sætter stor pris på.

Hvis man kender hinanden godt og har et tæt forhold til sine kolleger, så bliver man bedre til at samarbejde og til at forebygge stress og mistrivsel. Det er derfor vigtigt at give sig tid til at stoppe op i en travl hverdag og tale med kollegerne om alt det uden for arbejdet.

Formålet med foreningens virke er blandt andet at skabe det sociale bånd kollegerne imellem på tværs af organisationen. Og det har ikke været muligt det sidste halve år.

Nedlukningen af Danmark har tvunget os til at sætte foreningens virke på stand by. Det har ikke været med vores gode vilje, at vi har måtte aflyse eller udskyde det ene arrangement efter det andet. Men vi har været nødt til, ligesom resten af Danmark, at følge myndighedernes retningslinjer, hvis vi vil sygdommen til livs.

Nu er vi heldigvis så godt som åbnet helt op igen. Og vi kan igen mødes til sociale sammenkomster, bare vi sørger for at overholde myndighedernes retningslinjer.

Vi i bestyrelsen glæder os derfor utrolig meget til igen at kunne invitere jer til nogle rigtig spændende arrangementer hen over efteråret og vinteren.

Tak for ordet.