Beretning 2017

Formandens beretning til PiRK’s generalforsamling

fredag den 17. marts 2017.

Efter valget på sidste års generalforsamling, der blev afholdt den 11. marts, kom bestyrelsen til at se således ud:

Formand:          Rikke Aller
Næstformand:  Tonny Rasmussen
Kasserer:           Birgit Melander Andersen
Sekretær:           Jette Aagaard Larsen
Medlem:            Dorthe Rudolph
Medlem:            Brian Jørgensen
Medlem:            Bente Bruhn
1. Suppleant:     Marie Thomsen
2. Suppleant:    Christian Bundgaard

I løbet af året har bestyrelsen afholdt 9 møder, hvor alle har været beslutningsdygtige. Alle møder har været varslet, og der er ført referat ved alle møderne.

Der har været planlagt og afholdt mange spændende arrangementer i 2016, nogle bedre besøgt end andre.

Inden jeg orienterer fra de enkelte arrangementer, vil jeg dog starte med kun at kigge et par måneder tilbage.
I januar måtte vi nemlig sige farvel til to af vores gode samarbejdspartere.

Den første var Maren Hansen der alt for tidligt afgik ved døden.
Maren har igennem en lang årrække været en fast madleverandør ved flere af vores arrangementer, heriblandt vores generalforsamling,
hvor menuen traditionelt står på stegt flæsk med persillesovs.
For var der noget Maren var kendt for, så var det hendes gode gedigne danske mad.

Den anden vi måtte sige farvel til var vores tidligere kommunaldirektør Per Ullerichs.
Per var en fantastisk chef, der altid bakkede op om bestyrelsen arbejde og foreningens virke.
Jeg håber, og tror på, at vi får et lige så godt samarbejde med vores nye kommunaldirektør, Anders Agger.

Og så tilbage til arrangementerne i 2016.

2016 blev skudt godt i gang.

Onsdag den 3. og torsdag den 11. februar var i alt 40 medlemmer med ledsagere på Østre Gasværk Teater for at se Fredericia Teaters forestilling “Shubidua – the Musical”.
En fin fortælling om en drengs svære opvækst kombineret med nogle af de allerbedste numre fra Shubiduas skattekiste.
Til pausen havde bestyrelsen sørget for lidt drikke og snacks, så deltagerne havde mulighed for at hygge sig i hinandens selskab og drøfte sine indtryk fra forestillingen.
Alt i alt en rigtig skøn aften.

 

Fredag den 8. april var personaleforeningen på rundvisning på Nordisk Film.
En yderst dedikeret guide sørgede for at vi kom rundt i de forskellige optagestudier, der blev fortalt gamle røverhistorier og anekdoter,
og vi fik et indblik i filmbranchens hemmelige tricks, der gennem tiden har skabt magi på lærredet.
Vi så en af Nordisk Films første stumfilm samt nogle forskellige klip fra nyere tids film.
Efter rundvisningen sluttede vi af i merchandise butikken.
Det var en meget spændende rundvisning der varede omkring fem kvarter.
32 medlemmer deltog i dette arrangement.

 

Onsdag den 18. maj var 49 medlemmer og deres familier til aftenrundvisning i ZOO.
To meget engagerede guider tog os igennem en 2 timers rundvisning i ZOOs fantastiske have,
hvor vi hørte sjove og spændende historier om blandt andet kamelerne, elefanterne, næsehornene og de røde pandabjørne.
En skøn aften hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi mærkede den særlige rolige stemning, der præger ZOO efter lukketid.

 

Fredag d. 17. juni blev der holdt sommerfest for foreningens medlemmer.
60 personer havde tilmeldt sig arrangementet, der i år gik til Bakken.
Vi mødtes på Rådhuspladsen, hvor der var sørget for fælles transport.
I bussen fik vi en lille forfriskning og lidt snacks.
Da vi nåede Bakken, startede vi med i hold at dyste i en femkamp.
En konkurrence alle kunne deltage i, uanset højde, drøjde eller højhælede sko.
Der var præmie til vinderne på alle hold, ligesom der også var en trøstepræmie til taberne på holdene.
Efter dysten nød vi en lækker buffet på Bræddehytten, inklusiv drikkevarer.
Efter middagen var der mulighed for på egen hånd at gå rundt på Bakken eller i Dyrehaven, inden vi kl. 23.00 blev kørt retur til Rødovre Rådhus.

 

Ikke mindre end 31 løbehold og 17 gå-hold var tilmeldt DHL-stafetten i Fælledparken der fandt sted onsdag den 31. august.
Omkring 250 deltagere og heppere var i alt samlet omkring arrangementet.
Vejret var dejligt, solen skinnede, og der var en rigtig god stemning.
Efter sidste løber var kommet i mål, sluttede vi aftenen af med en lækker buffet, leveret fra Bing & Nørgaard.
Arrangementet er kommet i stand i samarbejde med RKS – Rødovre Kommunale Sportsklub og Rødovre Kommune, og jeg vil her gerne benytte lejligheden til
at takke både kommunen og RKS for det gode samarbejde.

 

Fredag den 23. september deltog 43 medlemmer i byvandringen på Christianshavn.
Allan Mylius Thomsen guidede os på sin altid levende og inspirerende måde igennem en to timers lang rundtur på Christian IV’s Christianshavn.
Vi hørte blandt andet om en by der i mange år nærmest var provinsiel og fungerede som en selvstændig købstad,
hvordan byen blev opført efter hollandsk forbillede, og om hvordan byen, trods både bybrande og bombardementer, overlevede –
og til stadighed har bevaret sin charme med de mange historiske huse bag de gamle volde.
Efter byvandringen sluttede vi af med en lækker middag på Christianshavns Færgecafé.

 

Fredag den 14. oktober afholdte personaleforeningen romsmagning for medlemmerne.
Keld fra Borgstrøm vinhandel guidede os igennem rommens verden, alt imens vi fik lov til at smage og
nyde flere forskellige slags rom blandt andet fra Guatemala, Jamaica og Spanien.
Favoritten hos de fleste af deltagerne faldt dog på rommen fra De Dansk Vestindiske Øer, en 25 års A. H. Riise Family reserve.
Efter smagningen blev der serveret en lækker to-retters menu bestående af først oksemørbrad med kartofler og rodfrugter og derefter en blommetærte.
27 medlemmer deltog i dette meget hyggelige arrangement.

 

Fredag den 4. november blev der afholdt musikquiz for personaleforeningens medlemmer.
Hele 22 hold, svarende til 132 deltagere, var samlet i Loen på Rødovregård hvor der blev dystet til den store guldmedalje.
Inden vi gik i gang med at quizze fik vi noget dejlig mad, der var leveret fra Skovly.
Da klokken var 20.59 blev der naturligvis åbnet op for salg af Tuborgs Julebryg.
Efter quizzen spillede quizzværterne Niels og Hasse op til dans, frem til kl. 01.00 hvor bestyrelsen sagde tak for i aften.

 

Årets sidste arrangement, juletræsfest for foreningens medlemmer og deres familier, blev afholdt søndag den 27. november.
Arrangementet foregik i Loen på Rødovregård, hvor ikke mindre end 115 glade og forventningsfulde børn og voksne var samlet i den gamle lo.
Julemanden og nissen hyggede om børnene.
Der blev danset om juletræ og lavet ballondyr.
Der blev taget billeder af børnene sammen med julemanden, og der blev delt slikposer og gaver ud – ligeledes til børnene,
imens de voksne hyggede sig med blandt andet glögg og æbleskiver.
Og så blev det jul på den gamle gård.

Arrangementerne er kommet i stand både på bestyrelsens vegne, men også medlemmer er kommet med forslag til arrangementer. Det er vi naturligvis meget glade for, og vi vil da også fortsat opfordre jer til at kontakte en af os fra bestyrelsen, såfremt I har forslag til kommende aktiviteter.

Jeg vil gerne takke jer medlemmer for den store opbakning og tilslutning, vi i bestyrelsen får til vores arrangementer.

Vi forsøger at lave så mange forskelligartede arrangementer som muligt, I håb om at ramme noget for enhver smag. Med den opbakning vi har fået til arrangementerne, vil jeg tillade mig at konkludere, at det faktisk er lykkedes os meget godt.

Vi har fået mange nye medlemmer i den senere tid, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Typisk er det ved afholdelse af arrangementer, at vores kolleger melder sig ind i foreningen. Der har været noget bevægelse i medlemstallet. Nogen er faldet fra, men flere nye er kommet til. Det betyder, at vi i dag er 602 medlemmer. Det er flot – meget flot endda, men derfor vil vi naturligvis stadig opfordre jer til, at anbefale nye medarbejdere at melde sig ind i foreningen. Pjece om foreningen kan hentes på foreningens hjemmeside www.pirk.dk eller ved at kontakte en fra bestyrelsen.

Vi har tidligere sendt en oversigt ud til jer over de kommende arrangementer for 2017, men for en god orden skyld, vil jeg lige ridse dem op her.

februar Dessertvinsmagning – 33 deltog i dette arrangement, som blev holdt her i Havestuen
marts Generalforsamling – det er i dag, og vi er 49 medlemmer tilmeldt
marts Forpremiere på Dan Dream i Kulturhuset Viften – 22 deltager i arrangementet
april Rundvisning på Politigården
maj Byvandring på Frederiksberg v/Allan Mylius Thomsen
juni Sommerfest
august DHL stafet i Fælledparken – i samarbejde med RKS
17. september Vintur til Mosel – grundet for få tilmeldinger har vi været nødt til at aflyse turen og de tilmeldte har fået deres penge retur
oktober Ginsmagning
november Musikquiz
november Juletræsfest
Dette arrangement er nu blevet så populært, at vi i 2016 desværre måttet afvise op til flere medlemmer og deres forventningsfulde børn.
Jeg er glad for opbakningen, men synes det er meget ærgerligt, hvis vi må afvise folk på grund af pladsmangel.
Derfor har vi i bestyrelsen besluttet, at vi i år flytter arrangementet ned i festsalen på Ørbygård.

Det var de planlagte arrangementer. Ud over dem vil der også løbende komme tilbud fra vores samarbejdspartnere – Viften, Rødovre Mighty Bulls, KIF Kolding København m.fl.
Invitationer vil blive sendt til jer på mail cirka en måneds tid før de forskellige arrangementers afholdelse,
ligesom I naturligvis også vil kunne læse om både de faste arrangementer og de løbende tilbud på foreningens hjemmeside
www.pirk.dk
og på foreningens facebookgruppe PiRK.
I skal dog være opmærksomme på, at det ikke er nok at trykke ”deltag” til et arrangement på facebook – I er nødt til også at tilmelde jer, som det er angivet i invitationen.

Sidste år fik vi lavet en Mobile Pay business aftale med banken.
Det betyder, at I har mulighed for at betale via Mobile Pay, når I tilmelder jer et arrangement.
Det er der rigtig mange af jer der benytter sig af, men der er til gengæld også mange af jer, der glemmer at skrive en besked i tekstboksen,
hvilket det til tider gør det ret vanskeligt for os at spore, hvem vi har modtaget penge fra.
Jeg vil derfor endnu engang minde jer om, at når I betaler via mobile pay, så husk at skriv jeres navn samt hvilket arrangement i deltager i.
Vores mobilnummer er 30 76 70 04.

På generalforsamlingen i 2014 lovede bestyrelsen, at vi ville nedskrive foreningens formue.
Vi ville i de kommende år derfor bruge flere midler på de planlagte arrangementer,
ligesom vi også – hvis lejligheden bød sig, løbende ville komme med nogle ekstra gode tilbud.
Det lykkedes godt i 2015 og 2016, og jeg mener faktisk også, at vi kan være resultatet i år ret godt bekendt.
Ud over generelt at have løftet vores arrangementer til et lidt højere niveau, har vi også sendt flere andre tilbud ud til foreningens medlemmer.
Blandt andet fra Kulturhuset Viften, KIF Kolding Købehavn, Rødovre Mighty Bulls – alle til yderst favorable priser.
Jeg håber, I som medlemmer har bemærket og nydt godt af de gode tilbud.

Og så vil jeg komme med en lille bøn til jer. Jeg nævnte det også sidste år, men jeg har brug for lige at minde jer om det igen.
Hvis man tilmelder sig et arrangement og efterfølgende bliver forhindret i at deltage, vil det være rigtig dejligt, hvis I vil give besked til mig.
Særligt hvis det er arrangementer med begrænset antal pladser.
Vi har været ude for, at der har været venteliste på udsolgte arrangementer, hvorefter vi så møder op til tømme pladser.
Det er ærgerligt, både for dem der er blevet forhindret, men også for dem der gerne ville have haft en god oplevelse.
Hvis man kontakter mig, såfremt man bliver forhindret, kan jeg måske afsætte pladserne til nogle andre medlemmer – til glæde for begge parter.

Tak til jer medlemmer for et godt og hyggeligt samvær.
En ekstra tak til jer der altid stiller op med en hjælpende hånd ved arrangementerne, om det så er før, under eller efter.
Det sætter jeg og bestyrelsen stor pris på.
Endelig en stor tak til bestyrelsen for jeres store engagement og evnen til at tage fat.
I yder en stor indsats for foreningens virke, det sætter jeg stor pris på.

Som formand for en personaleforening skal man høre meget.
Flere gange er mit og bestyrelsens arbejde blevet sammenlignet med ’fest og farver’.
Det ærgrer mig, hvis det er den opfattelse, der er af vores arbejde.
For jeg mener, vi står for meget mere end det. Javist laver vi mange arrangementer for foreningens medlemmer,
men vi skal jo heller ikke glemme, at vi rent faktisk er sat i verden for at skabe et rum til fællesskab for medarbejderne på tværs af organisationen.
Og lykkedes det for os, er det ikke kun til gavn for dig og mig som medarbejdere, men i høj grad også for Rødovre Kommune som arbejdsgiver.
Og fester – det er faktisk ikke det, vi gør os mest i.

Og så vil jeg runde af med at huske jer på, at:

Kollegialt samvær forebygger stress.
Det sociale samvær på arbejdspladsen er grundlaget for et godt arbejdsmiljø og for at man trives.
Hvis vi har det rart sammen, kan vi byde hinanden utroligt meget rent arbejdsmæssigt, uden at det fører til stress.
Problemet er bare, at der på mange arbejdspladser bliver mindre og mindre tid til socialt samvær.
Min opfordring vil derfor være: Ræk hånden ud og se nogle mennesker.
Deltag i pirks arrangementer – tal med din kollega, på tværs af organisationen.
Sæt dig i en position hvor du ”ser” din kollega, og hvor de ”ser” dig.
Så gør du noget godt både for dit eget, men også for dine kollegers helbred.

Det var ordene fra mig – tak.